Noget af det mest spændende var dog, når der skulle ringes hjul, d.v.s. lægges en jernring om et træhjul til en hestevogn. Det var karetmageren, der havde lavet og leveret hjulet hen til smeden. Jernringen blev passet til, så den var en anelse for lille til at kunne nå omkring hjulet. Ringen blev nu "pakket ind" i hedetørv som antændtes. Forinden havde jeg dog fået et par kartofler af bedstemor. De blev omhyggeligt anbragt så langt som muligt inde under tørvene. Det var herligt bagefter at spise disse "hjemmebagte" kartofler.
Når tørvene var brændt ud skulle det gå meget stærkt, så det var om ikke at stå i vejen, for nu skulle ringen placeres omkring træhjulet. Bedstefar og Oluf tog hver med to lange hjemmelavede tænger fat i jernringen, der nu på grund af varmen havde udvidet sig så meget, at den let gled ned omkring træhjulet. Men så var det igen om at skynde sig, for der ville gå ild i træet, hvis der ikke straks kom vand på. Det sydede og røg, så det var en lyst, men jernringen trak sig igen sammen og kom til at sidde urokkelig fast på træhjulet.
Bedstefar var meget rolig i sine bevægelser og hele sit væsen, hvorimod Oluf var noget af en filur og spasmager. Han havde en særdeles veludviklet, men også meget speciel humoristisk sans. Især hans hånd- og armbevægelser var noget man ikke kunne undgå at lægge mærke til -og vist også helst skulle lægge mærke til. Selv noget så simpelt som for eksempel at tage et stykke kridt og sætte et mærke af på et stykke jern, kunne han få til at se ud, som var det en meget vanskelig operation, eller en stor kunst. Og det var ikke kun noget han gjorde for at imponere mig som barn. Det var simpelt hen noget, han ikke kunne lade være med. Selv efter jeg var blevet voksen og Oluf var blevet pensionist, fortsatte han med sin "kunst". Jeg kan tydeligt se for mig, hvordan han med raffinerede bevægelser tog en cigaret op af pakken og bogstaveligt talt førte cigaretten ind i munden. Eller hvordan han, -som var det en næsten hellig bevægelse- lukkede den venstre skrivebordsskuffe op og tog et bolche.
Men Oluf var også meget optaget af den tekniske udvikling. Det var et emne, han tog meget alvorlig og elskede at diskutere. Han mente fuldt og fast, at det måtte være muligt at udvikle en evighedsmaskine. Selv mente han, der lå en uophørlig energi i en vindskæv plade, blot man kunne finde ud af at udnytte den.
l stille stunder eller om aftenen gik han og tumlede med flere praktiske "opfindelser". Han arbejdede meget med udvikling af en primusovn, der fordelte varmen ligeligt over hele bagefladen. Det lykkedes til sidst for ham, og han satte en "masseporduktion" i gang.
Selve primussen forbedrede han også ved at indskyde en skærm under selve brænderen,
så varmen blev kastet op under ovnen eller gryden. Det var ret aktuelt under krigen med
petroleumsrationering.
Det helt store nummer var dog hans "standeraskebæger". Nederst var der en fin snoet fod
og derfra førte en stang ca 50 cm op til selve askebægeret. Idéen var, at man flyttede
askebægeret med sig rundt og placerede det ved siden af sin lænestol. Men selve
bægeret voldte store problemer. De første modeller havde kun en svagt buet skål, men
senere udviklede han et meget sindrigt pressearrangement, hvormed han kunne lave en
skål med en kant med fordybninger, så man kunne lægge cigaren fra sig.
Disse askebægre lavede han rigtig mange af til forskellige forretninger, men milionær blev
han aldrig.
Det blev han heller ikke af at lave beslag og låsetøj til et nyt dørparti til Vildbjerg kirke. Han
havde givet et alt for lavt tilbud på opgaven, men Oluf knyede ikke, og gik ikke på akkord
med kvaliteten. Om han blev færdig til den krævede tid, ved jeg ikke, men jeg husker, at
han i den periode arbejdede både om aftnerne og om søndagene.
Apropos søndage, så var det helt specielle dage, som man virkelig tog højtideligt. Da barberede bedstefar sig og tog sit pæneste tøj på, for da skulle han og bedstemor i kirke. Det var dog ikke altid, bedstemor kunne komme med, for der kom meget ofte "fremmede", som man sagde, selvom det absolut ikke var fremmede, men børn og svigerbørn eller andre familiemedlemmer. Gæstemenuen var næsten altid den samme: stegt kylling om sommeren og hønsekødsuppe med kød- og melboller og kolde ristoppe med rosiner om vinteren. Hønsene kom fra egen hønsegård, og bedstemor gik selv ud i hønsegården og udvalgte og fangede den kylling eller høne, som skulle ofres. Men ikke nok med det, hun skar egenhændigt hovedet af dyret med en brødkniv. Søndagsdesserten var som regel citronfromage, -æggene havde man jo også selv.
Men helt uproblematisk har det nu ikke været for bedstemor med disse søndags
gæstemiddage, for midt i al madlavningen skulle Oluf vaskes, og det foregik ved køkkenvasken, og han var længe om det og brugte oceaner af sæbe og varmt vand. Det største problem var dog, at seancen fandt sted lige før gæsterne kom, og maden skulle være færdig. Oluf var nemlig ikke til at få op om søndagen, når han havde fri, og bedstemor måtte kalde på ham den ene gang efter den anden.
Det var først efter bedstemors død, og efter at Olufs ugifte lillesøster Ebba flyttede hjem og styrede hus for ham, at han fik bygget en lille knast på stuehuset og installeret wc og håndvask.
Jeg tænker i det hele taget ofte på, hvor hårdt det må have været for bedstemor, ikke mindst da børnene var små, og hun samtidig havde en smedesvend boende. Hun fødte 7 børn, men den ene døde ret tidligt. Vand skulle hentes fra en brønd på gårdspladsen og varmes på komfuret. Hjælp fra de større børn har der heller ikke været meget af. Jeg ved, at min mor blev sendt ud at tjene da hun var 7 år. Alligevel blev både bedstefar og bedstemor og de 6 overlevende børn tæt på eller over 90 år.
Hans Erik Christner, Åbanken 9, 4320 Lejre
|
|
|Den gamle smedie i Vildbjerg er ikke kun en museum, den bliver levendegjort hver torsdag |
