Julius Hansens smedie i Vildbjerg
Erindringer fra ferier og besøg hos mine bedsteforældre. Del 1

Jeg tilbragte mange herlige ferier hos mine bedsteforældre (morforældre) i Vildbjerg. De første ting jeg husker er fra omkring 1935, hvor jeg begyndte at komme på ferie alene uden mine forældre.

Jeg sov oppe i gavlværelset. Vinduet vendte ud mod smedien og den prægtige vindmølle, der lå lige overfor smedien. Om morgenen vågnede jeg ved lyden af hammerslag, dels den bløde lyd, når hammeren slog på det gloende jern, dels de herlige klangfulde mellemslag direkte på ambolten. Der var to ambolte dengang, l begyndelsen havde bedstefar en smedesvend, men på dette tidspunkt, som jeg kan huske, var min onkel Oluf begyndt at arbejde med i smedien, nok endnu som lærling.

Hvis det blæste, blandedes lydene fra smedien med den særlige susen fra møllevingerne. Det var så praktisk med smedien liggende lige overfor møllen, for når bønderne havde iæsset deres kornsække af, blev hestene spændt fra og opstaldet hos smeden, hvor der bag portene i gavlen var plads til i hvert fald fire heste orn ikke flere. Skulle hestene have nye sko eller hovene ordnet, kunne det blive klaret i ventetiden, mens kornet blev malet. Måske havde bondemanden tillige ærinder i byen, der skulle ordnes mens hestene var forsvarligt anbragt.

Når jeg stod op om morgenen, trak jeg gardinet fra og nød at stå og betragte sceneriet nede foran smedien og møllen, inden jeg gik ned i køkkenet, hvor bedstemor altid var travlt beskæftiget. Alting dengang var jo meget mere besværligt end nu. Vand skulle hentes ved en pumpe ude på gårdspladsen, og skulle det varmes, skulle det en tur på komfuret, hvor der blev fyret med tørv. Tøjvask foregik i en tørveopvarmet grukedel og derefter på et vaskebrædt, og der var jo ikke nogen af nutidens selvvirkende vaskemidler.

Ved ni-tiden blev jeg sendt ud i smedien "og tal' til a kalfolk", som bedstemor sagde, når ædstefar og Oluf skulle komme ind til formiddagskaffe. Ofte havde bedstefar en kunde eller to med ind til kaffe, så bedstemor skulle altid være klar til at dække op til en eller to ekstra. Det foregik ved spisebordet med voksdug på i køkkenet. Bedstemor var altid meget interesseret i at høre om, hvilke kunder der havde været i smedien, og om de havde nyheder hjemmefra -jeg tror, hun kendte alle familierne på de foskellige gårde.

Klokken 12 kaldte jeg igen ind. Denne gang til middag, og det foregik i den lille stue. (Den anden stue var stadsstuen, der kun var i brug til jul og andre meget højtidelige lejligheder) Under bedstefars og Olufs tallerkener var der bredt et par sider fra Kristelig Dagblad ud, så de ikke sad og grissede for meget med deres sorte hænder. Men før man begyndte at spise, blev der altid bedt bordbøn. "Gå vi til bords, at spise og drikke på dit ord, Gud dig til ære, os til gavn, så får vi mad i Jesus navn, ammen". Der var altid to retter mad, og mange gange var den ene ret en eller anden form for frugtgrød. Hertil fik Oluf sin helt private piskefløde, som han selv købte hos mælkemanden, og som ingen andre -ikke engang gæster- fik lov at få noget af. Oluf var ret nøjeregnende, men samtidig meget madglad, især for søde og fede sager, og han havde således også sin egen private smør. Han spiste ikke margarine, som andre ellers gjorde på den tid.

Efter middag og efter afsigelse af "Tak for mad og tak for drikke, tak fordi Du glemte os ikke. Velsign os Gud Fader, Søn og Helligånd. Ammen" skulle bedstefar altid hen og ligge lidt på chaiselong'en, og endnu en gang kom Kristelig Dagblad i anvendelse. Bedstefar lagde avisen over ansigtet, så han kunne ligge i nogenlunde fred for fluer.

Til hverdag, når bedstefar og Oluf arbejdede i smedien, elskede jeg at stå og se på de mange interessante ting, der foregik. Hesteskoning var meget spændende -og meget farlig, syntes jeg. Oluf var jo stor og kraftig, men bedstefar var med årene blevet ret spinkel, men han kunne alligevel tumle de store heste. Jeg var meget imponeret over hans mod. Det skete dog,at nogle heste var så umedgørlige, at der måtte to mand til. Oluf havde en særlig klemmeanordning, han kunne sætte på hestens mule, og så kunne han klemme mere eller mindre hårdt til, afhængig af, hvor urolig hesten var. Det kunne mærkværdigvis få hesten til at stå roligt, -man skulle ellers tro, den ville blive endnu mere aggressiv. Gud ved, om man stadig gør sådan, og om det overhovedet er lovligt. Jeg syntes i hvert fald, det var dyrplageri.
 

Side 2